Nyhedsarkiv

Rønnebærholdet igen ude efter indledende runde


Rønnebærholdet måtte endnu engang sande at det ikke lykkedes at gå videre fra den indledende runde ved havnefestfodbolden. En sejr, en uafgjort og et nederlag blev resultatet af de 3 kampe ved dette års turnering. Det startede ellers godt da man i første kamp vandt med hele 7-0 over Den rene narturlige smag. Målscorerne blev Anders Thingholm og Kim Jørgensen med hver 2 mål, mens Brian lavede hattrick.

I den anden kamp mødte man et hold man tidligere havde mødt 2 gange før ved havnefestfodbolden, nemlig De hår negle med Jacob Hansen på holdet. Ligesom sidst blev det uafgjort 1-1, på et drømmemål af selveste Kim Jørgensen, dette betød dog, at Rønnebærholdet var nødsaget til at vinde den sidste kamp i gruppen for at avancere til finalerunden. Da det ikke lykkedes at score som kampen skred frem blev rønnebærerne mere og mere desperate i deres angreb, og forsvaret var nærmest ikke eksisterende i slutningen af kampen. Dette betød at Lars Skriger i målet måtte se sig passeret i slutningen af kampen, som derved blev tabt med 0-1.

Resultatet blev derfor den sædvanelige 2. plads i gruppen, og derved var turneringen slut for i år. Det skal dog nævnes at Horsens folkeblad igen i år ikke kunne lade rønnebærerne være i fred, så derfor ser vi frem til morgendagens udgave af den lokale sprøjte.

 

Vi lover dog allerede nu at vi stiller op igen til næste år, hvilket bliver den 15. gang i træk. Eventuelle sponsorer kan allerede nu kontakte holdet med henblik på sponsorat. Og alle er også mere end velkommen til at lægge en hilsen i gæstebogen.


Skrevet af: Morten

Forrige side: Billedarkiv
Næste side: Turneringerne